Brønshøj Boldklub blev stiftet den 15. maj 1919 af seks unge mennesker over fem pund gråpærer og en flaske vin.
Klubbens første kampe blev spillet på hjørnet af Husumvej og Slotsherrensvej, hvor der i dag er kolonihaver. Selve omklædningen foregik i gamle kloakrør, som kommunen havde efterladt.
Siden har klubben haft klubhus og hjemmebane mange steder.
• Café Kirstinehøj (hjørnet af Godthåbsvej og Dannebrogs Allé)
• Rådvadsvej
• Idrætsparken
• Vanløse Idrætspark
• Tingbjerg Idrætspark (også kendt som Tingbjerg Ground)
I foråret 1977 rykkede klubben ud til Tingbjerg, men kampene blev stadig spillet andetsteds. Det var først efter nedrykningen i 1989, at Tingbjerg Idrætspark blev fast hjemmebane for "Hvepsene", som Brønshøj Boldklub også kaldes.
På Tingbjerg Ground havde man en gammel ståtribune, men ved kommunalvalget i 2001 blev der givet et løfte til klubben - nemlig en overdækket tribune.
Dette løfte blev indfriet i 2003, hvor klubbens formand Finn Ryberg fik en opringning fra Københavns overborgmester, som sagde: ”Du har fået en tribune”.
Den 15. juni 2003 blev den 4 mio. dyre siddetribune, med plads til 600 mennesker, indviet.
Men det var ikke nok med en flot siddetribune. Der skulle også lys over land. Fans og supportere havde gjort et banner klar til kampen mod AGF den 21. november 2010. På banneret stod: ”Tænd lyset Frank” med henvisning til overborgmester Frank Jensen.
Et lysanlæg på Tingbjerg Ground kom med i budgettet for 2012 efter forslag fra kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V). Pia Allerslev stod også selv for indvielsen den 10. november 2012, hvor det var lige før, at hun faldt i sine høje hæle på det våde græs. Borgmesteren fandt dog balancen og undgik græs på tøjet.
Men hvad hed den københavnske overborgmester, som indviede tribunen i 2003 ved at klippe det sort-gule bånd over?
Find hjælp og læs mere om arbejderklubben Brønshøj Boldklub her:
https://www.bronshojboldklub.dk/kontakt-info/historie/http://fodboldstaten.dk/?page_id=1654